Ved udarbejdelse af lejekontrakter skal aftaler om regulering efter nettoprisindeks fremgå af lejekontrakten, jf. LL § 11 stk. 5. Det fremgår desuden af vejledningen til typeformularen, at dette skal fremgå af kontraktens § 11 (særlige vilkår) samt hvilket tidspunkt der danner udgangspunkt for reguleringen, og hvilken værdi nettoprisindekset har på dette tidspunkt. Endvidere skal det fremgå, hvornår lejen første gang vil blive reguleret.
Udlejer (U) og lejer (L) indgik lejekontrakten for et boliglejemål, der begyndte den 15. juni 2022. I lejekontraktens § 11 henvistes der til et bilag, hvori bl.a. fremgik: ”Med for lejemålet virkning fra 1/1 2019 skal lejen hvert år den 1/1, første gang den 1/1 2020, forhøjes i overensstemmelse med stigningen i nettoprisindekset, jf. lovbekendtgørelse nr. 76 af 3/2 1999 om beregning af nettoprisindeks med senere ændringer. Den forhøjede årsleje pr. 1/1 2020 beregnes efterfølgende princip: nettoprisindekset oktober 2018.”
Det fremgik dermed ikke, hvilket tidspunkt der dannede udgangspunkt for reguleringen, hvilken værdi nettoprisindekset havde på dette tidspunkt, og ej heller hvornår lejen første gang ville blive reguleret.
Efter at U varslede regulering efter nettoprisindekset pr. 1. januar 2023, protesterede L med henvisning til ovenstående, at klausulen ikke berettigede U til at kræve lejen reguleret.
Retten lagde vægt på, at klausulen om nettoprisindeksregulering ikke var forhandlet mellem parterne, da det stod klart, at de ikke havde været opmærksomme på den utilstrækkelige og tydeligvis forkerte formulering. Retten fandt, at U som koncipist af lejekontrakten bar risikoen for uklarheden i klausulen om regulering, som derfor blev tilsidesat.
Dommen/kendelsen/afgørelsen er refereret i Tidsskrift for bolig & byggeret under TBB2025.20.
Kilde: Dansk Ejendomsmæglerforening